Thursday, August 14th, 2008
næsten 3 år senere!

De er tilbage; nu både store- og lillesøster. Her i sam-tegnestil.
Mangle flere billeder på Flickr. Hvis det her dukker op din feedreader, hører vi gerne tilbage!?!
There are no events to show at this time.
Powered by LifeStream from iBegin.
Thursday, August 14th, 2008

De er tilbage; nu både store- og lillesøster. Her i sam-tegnestil.
Mangle flere billeder på Flickr. Hvis det her dukker op din feedreader, hører vi gerne tilbage!?!
Wednesday, November 30th, 2005
I dag blev jeg ét år, min første fødselsdag. Mor havde dækket fint bord med flag og gaver. Så efter min øllebrød, der i dagens anledning var med flødeskum, var der udpakning af gaver og oplæsning af kort.
Jeg fik støvler af Oldemor, smarte lilla med glimmer.
Hjemmestrikket hue&luffer af fars faster
Bog med en masse tegninger af ting og hvad de hedder af Sofie
”Zebra på safari” af mors onkel og tante
Hesten Salada af mors veninde Maja
Dukkevogn af mor & far
Efter udpakning og vandring i støvler legede jeg lidt med min dukkevogn, Stella fik en tur og blev puttet godt. Det var lidt hårdt med alle de gaver, så jeg tog en god formiddagslur så jeg kunne være klar til resten af dagen. Da jeg kom op, fik jeg en bolle med rosiner og te. Det gjorde godt og jeg var helt klar da posten kom med flere kort og pakker.
Pakken var fra Astrid i Valby. Hun havde sendt et smykkeskrin udformet som et katteansigt. Lyserødt og meget girlie – nøj det var lige mig. Indeni var der smarte elastikker og mor satte en i håret på mig med det samme. Jeg gik lidt rundt og svingede med tasken og gav den en tur i dukkevognen.
Mor og far holdt fri med mig i dag og da vejret var rigtig smukt, gik vi alle tre op på legepladsen. Jeg fik en tur på elefanten, gyngen, vippen og mange ture på rutschebanen. Det var vildt hyggeligt og jeg ville ikke med derfra igen.
På vej hjem fik jeg en halv af mors hjemmebagte boller og det kunne lige holde mig gående til frokosten. Efter sildemad og leverpostej var jeg klar til endnu en lur.
Da jeg kom op igen, blev jeg bænket til mere mad. Måske er det fordi jeg stadig kun vejer 9.2 kg at de hele tiden fodrer mig. Mor havde lavet en fin hjerteformet lagkage med ét lys i og en masse flødeskum, sveskemos og cream. Jeg ville nu hellere have grønne druer. Mor siger at jeg ikke er normal.
Ikke lang tid efter kom Bedstefar og Solvejg. De havde en kæmpe pakke med til mig og en noget mindre. Jeg startede med den lille og det var en fin bog, der kan trækkes fra hinanden, så jeg kan se, hvad der er bagved buskene og nede i vandet. Jeg er vild med bøger og elsker at hente dem og få en af de voksne til at læse dem op for mig.
Den store pakke var jeg lidt mere tilbageholdende overfor, det er meget overvældene at få så mange pakker på én gang, men langsomt lod jeg mig lokke over og kigge på indholdet. Mor og Bedstefar hjalp med at pakke op. Det var en meget fin seng til Stella i valnøddetræ. Mor havde lavet en dyne og pude til den og vi puttede Stella med det samme. Jeg puttede mig også op i den og da de voksne grinede rigtig meget, gjorde jeg det flere gange.
Jeg var ikke så sulten til aftensmaden, jeg sad mest og pjattede med Bedstefar og fik slet ingenting spist. Det endte med at jeg kom ned på gulvet som jeg gerne ville. Så hentede jeg en bog og sad og bladrede i under bordet mens de voksne spiste færdig.
Klokken syv blev jeg lidt umulig og efter en kort historie hos Bedstefar, en mini tår hos mor, rigtig godnat historie hos far var jeg klar til at komme i seng. Far puttede mig og sagde godnat, jeg kaldte kun på ham to gange og efter kvarter sov jeg.
En lang dag med masser af gaver og indtryk kan gøre enhver lille pige træt og på lørdag kommer der gæster igen med endnu flere gaver.
Thursday, November 24th, 2005
Far fik lige tid til at lave lidt om i mit fotogalleri
Så mangler der bare billedetekster, stram op far!
Wednesday, November 23rd, 2005
Mandag morgen mente mor at hun kunne høre skeen ramme noget hårdt inde i min mund, og i dag var den så helt sikker. Der er kommet en lille bitte tand op i undermunden. Min første tand. Måske er det derfor jeg har været lidt urolig og varm de sidste to nætter!?! Nå men nu er den her, den første tand. Det næste store bliver min første fødselsdag og mit første ord. Hvad mon kommer først?
Far har lovet at komme nogle billeder på en af de næste par dage, når han ikke skal arbejde over.
Monday, November 21st, 2005
Den sidste måned
Så gik der lige over en måned… nå men i løbet af den sidste måned er der selvfølgelig sket en hel masse. På oplevelsessiden har jeg været til 70 års fødselsdag i Vedersø. Jeg var en engel hele dagen og i fin kjole. Jeg var endda med på besøg hos en gammel dame med en masse nips men det tog mor jeg og helt cool.
Jeg har også haft besøg af min bedstemor og Carsten. De var her ikke længe før jeg gerne ville side hos min bedstemor og hun gik også tur med mig i klapvognen og jeg kom til at falde i søvn – øv. Carsten ser jeg stadig lidt mere an.
Jeg var med Bedstefar og mor oppe i børneskoven og plante mine egne træer, et bøgetræ og et kirsebærtræ blev det til. Jeg fik et fint diplom og mor tog billeder af bedstefar og mig.
Jeg har også været alene hjemme med mor i 5 dage mens far lavede forretninger i USA. Han savnede os meget, tror jeg, for han ringede hele tiden hjem.
Line, Andreas og Jeppe har været til brunch hos os med deres forældre. Det var rigtig hyggeligt og jeg lod dem lege med alt mit legetøj og sove med min dyne. Line kørte endda en tur med mig i min gå-vogn, men hun er også 7 dage ældre end mig.
Vi har også fået en bil, der er flere gode historier i det, men det bliver en anden gang. Men i den nye bil har vi besøgt Oldemor i Ry og Oldefar i Skive. Begge blev meget glade for vores besøg og jeg synes det var helt fint, at komme lidt ud.
Sidste weekend havde vi besøg af Mette og Lorraine fra København, de var vildt imponeret over alt det jeg kan og siger.
Det går også godt oppe i vuggestuen. Jeg vil gerne derop hver morgen og hvis Frederik er der, siger han altid ”Agnes må godt sidde ved siden af mig” jeg tror han er lidt vild med mig. Anton peger også hele tiden på et billede af mig når han kommer hjem. Jeg sover ofte to gange deroppe og ind imellem spiser jeg en masse mad, faktisk er de imponeret over, hvor meget jeg spiser. Jeg bruger også en masse energi til at løbe rundt og lære af de stores narrestreger. Det med at kravle er helt slut, nu er det kun småløben der tæller, dørtrin undtaget, der tager jeg den stadig lidt stille. Jeg har gået rigtigt siden midt i oktober så jeg var 10½ måned, mor har satset på 10 måneder men 14 dage fra eller til betyder vel ikke noget.
Jeg spiser en mase men vejer stadig kun ni kilo, mor er næsten bekymret for mig men jeg vokser stadig godt i højden.
Hjemme er jeg den søde baby, den bestemte baby og den JEG_VIL_HAVE baby. Jeg kan godt lide at lege fangeleg med far. Så løber han efter mig og siger at han vil fange mig og når han så gør det, hviner jeg af fryd, der er helle på mor. Jeg vil også godt løbe efter far og fange ham. Nogen gange lægger jeg mig ned på gulvet og så skal de voksne komme og ae mig og sige jeg er den sødeste, samtidig med at de kysser mig. Så griner jeg rigtig meget.
Jeg spiser selv nu. Jeg vrister meget bestemt bestikket ud af hånden på både mor og far og vil gøre alting selv. Det går efterhånden også meget godt. Jeg kan også sagtens bestemme, hvornår jeg er færdig, faktisk har jeg et håndtegn for det. Jeg ryster på hovedet og nikker, men kommer nogen gange til at bytte om på betydningen af de to ting. Oftest ryster jeg hovedet selvom jeg mener ja. Jeg snakker også rigtig meget og har lyde for ’tak’, ’hvad er det’ og ‘mad’.
Mit tøj er et helt kapitel for sig selv. Jeg er flink til at hjælpe med at få det af og på. Jeg strækker armene op og kommer hænderne ind de rigtige steder. Nogen gange VIL JEG HAVE noget bestemt på. Oftest en trøje eller min jakke. Ak og ve den arme sjæl, der prøver at tage det af mig eller fra mig, hvis jeg går rundt med det. Det kan godt give nogle scener. Faktisk havde jeg en lyserød Minie Mouse trøje med i seng i sidste uge.
Mor er begyndt at arbejde, så far følger mig i vuggestuen om morgenen og så er det lidt forskelligt, hvem der henter mig. Det kommer an på om mor har møder eller ej. Nogen gange har mor endda aftenmøder og så klarer far og jeg os alene. Vi har prøvet at mor ikke nåede at sige hej til mig inden jeg skulle sove og det var lidt slemt for hende.
Jeg er også blevet flink til at sove om natten. Jeg var noget forkølet i en lang periode så mor besluttede sig for at det var på tide med en juniordyne og pude. Det klarede min forkølelse og jeg har haft tre nætter i streg, hvor jeg slet ikke har kaldt på far.
Far er også begyndt at øve sig på at sige godnat til mig og så gå før jeg sover. Vi øver stadig men det er ikke altid jeg giver ham lov til at gå.
Wednesday, October 12th, 2005
I vuggestuen gik jeg direkte hen til Tove, ja jeg tog indtil flere skridt hen til hende, men det går altså for langsomt i forhold til at kravle.
Mor sagde ”Kan du have godt” og så vinkede jeg farvel. Ansigtet krøllede dog lidt sammen, da det gik op for mig at mor rent faktisk havde tænkt sig at gå og så græd jeg. Det holder op igen inden mor er nået så langt væk.
Det var igen Tove der puttede mig til formiddagslur og vi er nu enige om, at jeg skal ligge ned og sove og så tager det ikke mange minutter, før jeg overgiver mig til søvnen. Jeg står så ude på legepladsen og sover, men det er også der, de store kommer ud og leger så det er ikke altid jeg får sovet så meget, for de larmer altså alt for meget.
Jeg er også helt ok med at spise frokost i vuggestuen men jeg gider ikke rigtig drikke så meget, så det må jeg klare derhjemme sammen med mor og far.
Mor hentede mig igen i dag efter frokost, da de andre skulle sove, jeg græd lidt da jeg så hende og skulle over og hænge lidt på hende, inden jeg ville ned og lege igen. På vej hjem faldt jeg i søvn og mor nåede næsten af få klaret alt det huslige inden jeg vågnede.
Mor og jeg skulle have besøg i dag af mors kusine og faster fra England. Dem har jeg kun mødt to gange før, og de havde ikke set vores hus så vi var alle spændte. Mor skulle lige ned i byen og købe lidt ind til det, men netop som vi skulle til at gå, kom fragtmanden med vores sofa. Heldigvis så den ud til at være hel denne gang, men mor havde kun tid at kigge på dem ultra kort inden vi for af sted ned for at købe ind.
Jeg gad kun delvist være med til at købe ind, for jeg var nemlig træt igen, så da mor puttede grønne druer ned i kurven udspandt der sig lidt af en scene, jeg er nemlig RET vild med druer og ville have dem alle sammen NUUUUUU. Det synes mor var en dårlig idé og hun var nødt til at kamuflere dem under de andre indkøb og aflede min opmærksomhed.
Ude af Føtex var jeg stadig sur over det med druerne og træt så mor tog lige et opgør med mig midt på gaden og vandt! Hun brugte Tove tricket med at holde mig nede, nusse mig og til sidst måtte jeg overgive mig til søvnen. Det tog kun tre minutter og mor var ganske overrasket bagefter.
Da jeg vågnede igen, var Katja og Norma kommet. De havde drukket te og spist næsten alle druerne men jeg fik lov til at spise resten, for mor gad ikke tage endnu en tur med mig, mens der var gæster.
Katja og Norma synes selvfølgelig jeg var enormt nuttet og alt det der, de synes også jeg er blevet stor og fået meget hår og det er også rigtigt. De tog af sted op til Bedstefar kort tid efter jeg var vågnet og så kom mor mig i fint tøj. Brune strømpebukser med blomster, brun trøje og cowboy spencer. Jepper – temmelig rap, hvis jeg selv skal sige det. Far kom hjem og så stod jeg lidt og poserede for ham og han grinede af mig, men synes også jeg var mums lækker. Far havde ikke været hjemme i 5 minutter før Solvejg kom og hentede os og kørte os alle sammen op til Bedstefar, hvor vi skulle spise fødselsdagsmiddag for Norma.
Jeg spiste en stor portion stegt flæsk med persillesovs og kartofler, jeg spiste godt nok ikke noget kød, men der røg adskillige kartofler og en mængde rødbeder ned. Alle var vildt imponeret og jeg underholdte med smil og råb indimellem.
Efter maden gik jeg lidt rundt og snakkede med de forskellige, før jeg kom i nattøj, fik læst go’nat historie og så puttede far mig i klapvognen med min Slee-bee. Er kvarter efter sov jeg, selvom jeg lige skulle se min klapvogn lidt an som seng…
Da vi skulle hjem, vækkede far mig blidt, satte mig ind i autostolen, hvor jeg sov videre indtil vi var hjemme, så vækkede far mig igen, bar mig ind i seng, hvor jeg gav kanin et stort knus og så sov jeg for øvrigt bare videre. Mor og far var noget forundret men også glade over, at jeg bare sådan lod min transportere rundt i sovende tilstand.
Tuesday, October 11th, 2005
Jeg sov lige igennem i nat igen, kaldte ikke på far overhovedet. Det passer ham rigtig godt. Jeg kom ind til mor og far i morges og puttede lidt, det er den bedste måde at starte en dag på og er faktisk blevet et fast ritual.
På vej op til vuggestuen var mor ved at bryde sammen, fordi hun mente jeg så mere og mere bedrøvet ud, jo tættere vi kom på vuggestuen. I virkeligheden gemte jeg bare hovedet væk for at lege titte-bøh med hende – snydt mor.
I vuggestuen ville jeg gerne over til Tove med det samme men jeg pev alligevel lidt, da mor gik over til døren. Jeg var dog god igen inden hun var kommet ned af gangen. Igen fik Tove mig til at sove på ingen tid i dag, hun er måske lidt mere kontant end mor og far, men det virker. Hun nusser mig faktisk på kinden indtil jeg sover, det kan jeg godt lide.
Til frokost ville jeg gerne spise min mad, men jeg savnede en leverpostejmad og det fik jeg gjort Tove opmærksom på, så hun gik ud i køkkenet og lavede en mad kun til mig – man er vel den lille.
Jeg hang lidt på pædagogerne indtil mor kom, men så var jeg verdensmester og kunne det hele. Valsede lidt rundt, legede med alle tingene og smilede til alle – har I set?! Min mor er her.
Om eftermiddagen var jeg i Silvan med mor, hun måtte ringe flere gange til far for at være sikker på at hun fik de rigtige ting med hjem, men det lykkedes til sidst.
Hjemme igen, gik jeg ned ad vejen med min gå-vogn med alle skruerne og lidt visne blade. Far kom op ad vejen kort tid efter og så måtte jeg straks vise ham alle mine blade og skruer.
Mor havde lavet Thai-kylling til os alle sammen, men jeg ville ikke have så meget af det, måske fordi jeg havde spiste halvanden bolle og en pære til min eftermidagste.
Drønede rundt i stuen efter maden og tog 6-7 hurtige skridt over i fars arm, da jeg fik skruet lidt for højt op for stereoanlægget.
Mit energiniveau var aftagende og jeg blev totalt morsyg og tudede mens far gav mig nattøj på. Ligeså snart jeg lå hos mor var jeg fræk igen – blev lidt ked da far ville putte mig, men lagde mig pænt ned og sov på under 10 minutter.
Monday, October 10th, 2005
Mor og far var lidt spændt på, om jeg gerne ville i vuggestue i dag oven på en god weekend med fuld opmærksomhed fra flere sider. Jeg var stadig lidt forkølet men det er ingenting i forhold til min hoste. Jeg vækkede faktisk mig selv flere gange i nat ved, at jeg hostede og så måtte far lige ind og give mig lidt vand og putte mig ned igen. Heldigvis lagde jeg mig til at sove med det samme hver gang.
Mor og jeg gik op i vuggestuen lidt over otte. Mor havde aftalt med Tove, at hun skulle aflevere mig i dag til dem og de skulle så putte mig og give mig frokost inden mor skulle hente mig. Jeg hilste pænt på de andre børn da jeg kom og ville godt over til Tove. Da det gik op for mig, at mor skulle gå, krøllede mit ansigt helt sammen og så græd jeg. Mor vinkede farvel og gik så ud af døren. Hun blev dog stående lidt på den anden side af døren og lyttede, jeg græd stadig, men da hun havde stillet klapvognen i kælderen og kom op igen, kunne hun se, at jeg sad med de andre og legede.
Da mor hentede mig igen ved et-tiden fortalte Tove, at jeg havde sovet til middag, hun havde været 10 min om at putte mig og jeg havde spist rugbrød sammen med de andre børn også lidt grøntsagstærte så mor var godt tilfreds.
Sov kun lidt på vej hjem fra vuggestuen og da mor var træt, gik resten af dagen med at hygge om mig, få ryddet lidt op. Faktisk endte det med at jeg fik glasmad og mor havde helt vild dårlig samvittighed over det, men jeg er vild med det og spiste hele glasset og ville gerne have mere. Far var først sent hjemme fordi han havde været i banken for at snakke penge og bolig. Det kan han bruge rigtig meget tid på, men nu er det vist slut for et stykke tid.
Far hyggede med mig indtil lidt over syv, hvor jeg var brugt op. Kom i nattøj og ville kun læse den sidste af de tre bøger ”Go’nat Ferdinand”, hvor jeg siger god nat til alle dyrene. Vinkede godnat til Stella, lamper og mor og så sov jeg. Uden dyne som altid så far må liste sig ind senere og putte den på mig.
Sunday, October 9th, 2005
Min forkølelse er nu blevet afløst af en anden og den sidder nu også på halsen så jeg hoster en del. Faktisk var far inde og chekke mig i nat, fordi jeg hostede sådan, men jeg sov fra det.
Da jeg vågnede klokken syv, ren luksus, kom jeg ind til mor og puttede og hyggede længe inden vi tog os sammen til at stå op. Mor og far har fået sengelamper op igen, ligesom vi havde i den gamle lejlighed og der er både ledninger at hive i og skærme man kan slå på og trække i, ren underholdning. Det bedste er stadig vækkeuret, det får den store tur og hvis det også lyser, er det klart det bedste. Jeg kan så vække far ved at stikke vækkeuret ind i hovedet på ham og få det til at lyse samtidig med at jeg slår ham let i hovedet… det er afløsningen fra at trække i håret som jeg er holdt helt op med.
Mens jeg spiser morgenmad er det også vigtigt at far ikke har langærmet skjorte eller trøje på, for jeg vil helst ae ham på pelsen mens jeg spiser. Det er helt ok med far, bare jeg ikke har for meget grød på fingrene. Lørdag var vi alle sammen nede i byen. Mor fik nye jeans og jeg checkede skifte faciliteterne i Løvbjerg, faktisk var der gennemtræk i mig og jeg nappede 7 bleskift på én dag. Det er ny rekord for mig.
Til aften var det far der puttede igen, det går noget hurtigere end med mor.
Søndag var det meningen af far og jeg skulle til Århus og besøg Albert og hans far, først skulle jeg lige have et besøg fra Sofie overstået. Hun blev passet af Bedstefar og Solvejg så de kom alle sammen forbi og jeg viste straks Sofie alt mit bedste legetøj og bøger.
Efter de var taget af sted, tog vi så toget til Århus. Far var bare ikke klar over, at DSB kørte med nedsat hastighed, så det tog en time at komme derop, hvor det normalt tager 30 minutter. Surt, men sådan er det.
Jeg skulle have sovet på vejen, men i stedet spiste jeg riskiks og drak kamillete, klare favorit ting.
Albert vågnede kort tid efter vi var kommet derop og så viste jeg ham, hvor god jeg er til at stå op uden at holde og gik også lige et par skridt bare for at vise jeg kunne. Så prøvede han at nedlægge mig, ved at lægge al sin vægt (ca. 13 kg) henover mig. Det blev lidt for meget og så måtte jeg op til far. Da jeg blev god igen, gik jeg lige en tur rundt om bordet men slog mig lidt på en kant og så var det retur til far. Jeg er lidt mere tudeagtig når jeg er træt så Albert og jeg fik en tur i hver vores klapvogn og der gik ikke 2 minutter før jeg sov. Det var Alberts første tur i hans klapvogn og han var ret vild med det. Vi gik en lang tur og jeg sov hele vejen og vågnede først, da far og jeg skulle til banegården og med toget hjem til mor. Det er fedt med skylightet i min klapvogn, jeg lå mindst en halvtime bare og kiggede op i luften.
Hjemme havde mor gjort barnevognen vinterklar. Den var nyvasket og smurt med tynd olie. Hendes cykel var også blevet ordnet og hun havde monteret et Bo-Bike sæde til mig. Jeg fik lov til at prøve det og det passede mig rigtig godt at sidde deroppe. Jeg glæder mig til, vi skal køre af sted til vuggestuen på den måde.
Far lagde mig i seng halv otte og efter at have drukket to slurke vand, brokket mig i to sekunder over at jeg skulle i seng, tog jeg et hovedspring ned til kanin og sov med det samme. Alt i alt tog det under tre minutter og far var fuldstændig målløs. Det var mor også, men far ville jo gerne se ”Ørnen” og det skulle han jo have lov til.
Friday, October 7th, 2005
Min forkølelse er blevet værre i løbet af natten og jeg var ret pjevset under morgenmaden. Mor blev noget overrasket over at se mig i morges. Hun havde kun hørt om mit bid og set billeder af det, men det er jo noget andet at se tingene rigtigt. Heldigvis havde det hævede allerede fortaget sig lidt i løbet af natten.
Lige inden vi skulle ud af døren og i vuggestue kastede jeg lidt op. Det var ren galde, men mor var lidt bekymret og måtte lige konferere af med far om, hvad vi skulle. Det endte med at vi tog af sted, men oppe i vuggestuen blev jeg helt pjevs og ville ingenting, så mor og jeg tog tidligt hjem, jeps, jeg snørede mor til en dag sammen med hende. I vuggestuen var de bange for, at det var mit bidemærke der udløste mors og min tidlige afgang, men det forsikrede mor dem om, at det ikke var.
Far kom også tidligt hjem og så hyggede vi alle sammen med at lave aftensmad og spise sammen. Klokken halv otte var der ikke mere strøm på mine batterier og jeg blev en lille ’kravle på mor abe’. Derfor prøvede mor at putte mig – det endte med at mor måtte lægge sig ned i sengen til mig! Hun lå med benene oppe på kanten og så krøllet ned i tremmesengen. Far var HELT paf da han hørte det også over, at sengen havde kunnet holde. Mor gik derfor næsten glip af ”vild med dans” sådan er det mor!